Sankt Hans 2016
Bålet var blevet gjort klar for nogen tid siden, ligesom børnene i Naturbørnehuset igen i år havde fremstillet heksen. Dette års heks var så sød at se på, at vi næsten ikke nænnede at sætte heksen på bålet. Der blev sat 3 grill op til at stege de medbragte pølser og andet. Alt var klar til en god aften.
Vejrudsigten til Sankt Hans var ikke lovende; der ville komme både torden og regn. Det skulle vise sig at holde stik. Alle de fremmødte gæster kunne heldigvis være under ”tag”, de, der sad yderst, måtte dog på et tidspunkt iklæde sig regntøj. Musikken var i et telt for sig og til at begynde med gik alt fint. Men så kom lynene, tordenen og regnskyl i rigelige mængder. Strømmen gik, musikken rykkede ind i det store telt, regnen silede ned. Båltalen, som bl.a. handlede om fællesskab, fællessang, tradition og midsommer blev holdt af sognepræsten inde i teltet; spændende var det nu, om vi kunne få ild i bålet. Kirkeværgen havde taget et knippe halm med og snart blussede bålet lystigt mod den mørke aftenhimmel.
Tak til alle, som tog en tørn med alt det praktiske: lave bål, heks, opsætte og nedtage telte, levere borde og stole. Tak Tobias, Amalie, Laurits og Tristan Dahl for dejlig musik, som hurtigt kom i gang igen efter strømafbrydelsen.
Kirsten Fogsgaard