Historie

Et kortfattet rids af udviklingen i Munke Bjergby gennem de seneste 875 år.

Lad os begynde med den første markante skriftelige kilde, der omtaler landsbyen Munke Bjergby. Det er et privilegiebrev til Sorø Kloster fra den daværende pave i Rom, Urban d. 3.  Blandt de ejendomme, som paven i dette brev, dateret år 1186, har ment at burde fremhæve som hørende til Sorø Klosters besiddelser og jordegods, nævnes “Landsbyen der hedder Munke Bjergby, som I har fået af hr Esbern (Snare), bror til ærkebispen i Lund, hr Absalon, med skove, enge, vandmølle, fiskedamme og sine øvrige tilliggender”.

En sjælegave

Vi kender også årsagen til, at Esbern Snare havde skænket denne landsby, til Sorø Kloster. I 1170 var Esbern Snares første hustru Hulmfred afgået ved døden. Esbern Snare, der var en af rigets mægtigste mænd med besiddelser over det meste af Vestsjælland, skænkede i den anledning til Sorø Kloster, sjælegave for sin afdøde hustru, et par af sine bedste gårde, samt to landsbyer, Bromme og Bjergby, som denne landsby indtil da havde heddet. Først herefter kom landsbyen til at hedde Munke Bjergby, ikke fordi der boede munke herude, men på grund af tilhørsforholdet til Sorø Kloster. Vi ved, at Munke Bjergby kirke uden tårn, våbenhus og nordkapel på dette tidspunkt havde ligget, hvor den ligger, i en menneskealder, dvs vi regner med, at den er bygget omkring år 1140.
Da man må gå ud fra, at landsbyen Munke Bjergby omkring år 1194 har været bygget op efter det normale mønster for landsbyer, har der omkring kirken ligget et antal gårde og huse. Af sikkerhedsmæssige årsager har det hele været bygget op forholdsvis tæt omkring kirken.

Men fordi netop denne kirke ligger således, at bakken falder stejlt lige nord for kirken, har gårdene sandsynligvis ligget i en halvcirkel øst, syd og vest for den.

Allerede på den tid, hvor der som veje kun fandtes jordveje eller stier, har den vigtigste vej i nærheden af Munke Bjergby været den, der gik fra Slagelse mod Holbæk og Roskilde. Den har ligget stort set hvor den nuværende landevej skærer igennem Munke Bjergby, simpelthen fordi dette var og stadig er stedet, der danner et pas igennem de to mose- og søområder henholdsvis nord og syd for vejen. Helt naturligt har en vej nede fra landevejen ført op til landsbyen.
Omkring 1200 var denne landsbys ansigt således formet af en kirke og en samling gårde i en halvcirkel rundt om.

Næste gang ansigtet på Munke Bjergby ændrer sig markant er i perioden 1450 – 1500, hvor kirken udbygges med tårn, våbenhus og sideskib, som rettelig benævnt er et nordkapel. Nu kan kirken ses viden om. Men landsbyen er stadig, i ca 300 år endnu, koncentreret omkring toppen af bakken. Overfor tyve og ransmænd og andre forbrydere samt under krig og andre former for ufredstider var det en stor fordel, fordi man derved havde lettere ved at forsvare hinanden. Man havde iøvrigt en vis fordel af at ligge en smule borte fra alfarvej.
Vi er nu fremme ved årene 1790 – 1800, hvor udflytningen af gårdene begynder, og herved ændres landsbyens ansigt naturligvis afgørende.
Der var da også gårde, der blev liggende: “Kildegården” som den østligste overfor Præstegården, og “Tofteøjegård” overfor kirken. Alle tre gårde var naturligvis stråtækte.
I løbet af 1800-tallet bygges nogle af de huse, der i dag ligger langs Kirkebakkevej og enkelte huse kommer til på den anden side af landevejen langs Døjringevej.

I 1903 åbnedes Sorø - Veddebanen og dermed kunne man også med jernbane komme fra Munke Bjergby ud i den store verden. Det siger sig selv, at det betød noget for landsbyens udviklingsmuligheder. Ikke mindst i forbindelse med tørvegravningen og senere også briketfabrikkens virksomhed fik landsbyen et vældigt økonomisk skub fremad, især i forbindelse med de to verdenskrige. Munke Bjergby jernbanestations beliggenhed i forhold til Nørremosen gav simpelthen ideelle transportmuligheder for tørv og briketter. Og mulighederne blev udnyttet.

Der var et forsamlingshus, ganske vist af ringe standard, og der var “De gamles Hjem” placeret nede ved Tersløsevej. Der var en meget aktiv gymnastikforening og en foredragsforening. Så disse var årene, hvor der i Munke Bjergby var plads til to tømrere, en bødker, mælkemand, smed, cykelsmed, slagter, ægmand, trikotagemand, murer, håndkøbsudsalg, barber, brugsforening og to købmænd med benzintanke, skomager, børstenbinder, fiskemand og apotek. Der var en for forskole og en hovedskole placeret hver for sig, sidstnævnte i den tidligere børnehave “Munkebakken” vest for kirken.

Husene var som antydet placeret fortrinsvis langs Kirkebakkevej og Døjringevej. Kom man opad Kirkebakkevej fra landevejen, bemærkede man dårligt nok kirken, før man var kommet forbi den. De gamle, ikke særlig kønne avlsbygninger til Præstegården lå helt ud til vejen og spærrede for al udsyn såvel mod kirken som mod det åbne terræn med Nørremosen og bakkerne ved Rude Eskildstrup. Når vi ser bort fra tørvegravningen, var Munke Bjergbys største arbejdsplads Teglværket, som brændte i 1952 og efter genopbygningen gik det for at være det mest moderne teglværk på Sjælland. Omkring samme tidspunkt brændte den stråtækte Toftøjegård lige overfor kirken og blev genopbygget til sin nuværende skikkelse. Iøvrigt havde Kildegårdens ejer, Toftegaard Jensen, brugt indtægterne fra tørvegravningen til at forny sine avlsbygninger til den skikkelse de har idag.

I 1960 blev den nye Munke Bjergby skole placeret midt i sognet og dermed bygget med skyldig hensyn til de børn der boede i Døjringe, Rude Eskildstrup og Vedde. Herved kom landsbyen Munke Bjergby til at bestå, ikke af to dele som gennem de seneste 60 år, men tre dele, hvor den sidste del, beliggende op ad skolen, er adskildt fra de øvrige to dele af åbent land men forbundet med både vej og god cykelsti.

Den gamle præstegård

Når vi ser på selve byens ansigt, så skete den største ændring gennem flere hundrede år i 1961, da man nedrev præstegårdens gamle dårlige avlsbygninger og fældede de store træer, der stod helt ude ved vejen i hele præstegårdens længde. I stedet blev der anlagt en tiltrængt parkeringsplads ved kirken og lys og udsyn kom herved meget mere til sin ret. I de forløbne år er også mange af de store elme- og lindetræer, der tog meget lys fra kirke og kirkegård, blevet fældet og blevet erstattet af Birk.
Den næste afgørende ændrig for Munke Bjergby kom midt i 1960 da Skolebakken blev udstykket og bebygget. På det tidspunkt var Anton Nielsen, Vedde, sognerådsformand. Som mange vil vide, havde han visse særlige evner til at finde vandårer, og det siges da også, at han kunne hjælpe syge mennesker på forskellig vis. Nu var det således, at der i den laveste del af byen, på Døjringevej, boede en mand der led af astma. Denne mand kendte Anton Nielsen, som gav det råd at flytte op i den øverste del af Munke Bjergby, hvor luften er sundere på grund af de højere luftlag. Det fortælles, at dette var med til at sætte gang i udstykningen af Skolebakken

En anden god tilføjelse til Munke Bjergbys ansigt kom midt i firserne med bygningen af kædehusene på Søvang, selv om det kun drejer sig om 6 boliger.
Over de sidste 30 år er det, som i alle andre landsbysamfund, gået stødt ned ad bakke med antallet af handlende, så der idag ikke er indkøbsmuligheder i sognet.
Men fremfor alt er Munke Bjergby et godt sted at bo med rolige og smukke omgivelser og udsigtsmuligheder, kort sagt: megen herlighedsværdi.
Flere gamle huse er i de seneste år blevet behandlet med omhyggelig og kærlig hånd til gavn for husene selv og til glæde for os andre.

Broder Martin

Det seneste tiltag til forskønnelse af byens ansigt, er foretaget i 1999. Den gamle elm øst for præstegården er af Jens Andersen, Næstved, forvandlet til en munk. Da elmen var syg besluttede menighedsrådet, at intet kunne være mere naturligt, end at Munke Bjergby fik en munk. Broder Martin, som han kaldes, står med mosen som baggrund og ser over mod kirken.

Det er en kendt sag, at en del unge og yngre familier er flyttet hertil i løbet af de seneste år. Det, der er med til at gøre denne landsby til et dejligt sted også for disse familier, er bl.a. gode og dygtige dagplejemødre og et børnehus i den nedlagte skole med særdeles gode faciliteter. I øvrigt findes en aktiv borgerforening.

/Glahn og Nielsen